Mobirise Website Builder

Badebyen Marielyst er noget helt særligt...

Kilometervis af Danmarks bedste strand har altid tiltrukket mange besøgende - og helt tilbage fra badestedets spæde start var der liv og glade dage.

Skiftende bademode og ændrede vaner kombineret med en rivende udvikling er noget af det der er fulgt med - og vi ser lidt nærmere på Marielyst op gennem tiderne.

Mobirise Website Builder

Badetøjet og
Marielyst skifter...

For så vidt angår badetøjsmoden, var det til at begynde med ikke almindeligt at vise ret meget af kroppen frem. I de sidste årtier i 1800-tallet begyndte de almindelige folk i byerne at gå i søbadeanstalter og søge mod badestrandene. I de store badesteder blev der tilmed bygget badehoteller. Sommerhusene blev mere og mere populære, til at begynde med var de meget store og luksuriøse og kun forbeholdt de rige, men efterhånden fik flere og flere almindelige personer et lille sommerhus.
Tidligere havde de fleste badet med al tøjet på eller helt nøgen. Men nu havde man pludselig brug for badedragter til både mænd og kvinder. De første badedragter til kvinder lignede nærmest kjoler, og de var så tunge, at man dårligt kunne svømme i dem. Der blev dog mest soppet eller promeneret langs med stranden. Når damerne var fuldt påklædt til at svømme, havde de badesko, badesokker, folderige badebukser, en overdel med krave og borter og en nederdel på. Ulempen ved nederdelen var, at den bredte sig ud som et telt, så snart som de blev våde. Men på den tid forbandt kvinderne ikke livet ved stranden med svømning, de var mest til soppen og en forsigtig dukkert.

Fra 1900 afløstes badekjolerne af en heldragt, en trikot, som herrerne allerede brugte. Men mændene begyndte at bade uden en trævl på overkroppen, og det gav anledning til mange negative kommentarer. I den periode var det ikke in at være brun, så damerne beskyttede sig mod solens stråler med små parasoller. Det var også uanstændigt at vise sin krop, man skulle simpelthen være påklædt på stranden. Kvinderne havde derfor også lange strømper og sko på. De skjulte deres hår under en badehætte. På strandene var der dengang opstillet badehuse eller telte, så de badende kunne klæde om i al diskretion. Badehusene skulle trækkes ud i vandet af heste, så de badende mere eller mindre ugenert kunne gå i vandet fra badehusene. Med tiden blev disse badehuse stillet på stranden, og der blev også bygget badebroer med små diskrete omklædningsrum.

Efter århundredeskiftet var kvindernes badedragter mere behagelige og velegnede til svømning, men man solgte dog stadig badedragter med skørter. I 1920-erne blev det pludselig mode at være solbrændt. Nu gik man i vandet, og damernes badedragter blev syet med udskæringer både for og bag og uden de tidligere lange ærmer og ben. Med hensyn til mændenes badetøj blev det fra 1930-erne almindeligt at svømme i badebukser og endda med bar overkrop, og kvindernes badetøj blev mere farverigt, men mændene stadig gik i sorte og blå badebukser.

Mændenes badebukser vakte også opsigt og forargelse, og nogle kvinder mente, at det skulle forbydes ved lov, at der inden for Danmarks grænser blev lavet noget så frygteligt som svømmebukser. Det blev i den forbindelse anbefalet mændene at gå i nydelige mørke trikotdragter ligesom kvinderne. Det sluttede dog ikke her, for nogle kritikere mente, at kvinder ikke skulle have lov til at gå med udslået hår, for så tiltrak de mændenes blikke.

Man talte og skrev dengang meget om sømmelighed og anstændighed, når det drejede sig om valget af badedragt eller badebukser, og man kan ikke lade være med at tænke på, hvad de dengang havde sagt og skrevet om vor tids bikinier bestående af en bh og g-streng. Ja, for ikke at glemme, når kvinder ved stranden vover at gå topløs rundt på stranden og i vandet.

Efter 2. Verdenskrig blev bikinien opfundet i Frankrig, den fik navn efter den atomprøvesprængning, som blev udført på den lille ø Bikini i Stillehavet. Til at begynde med vakte bikinien meget stor forargelse, og den blev forbudt i de katolske lande i Europa, og i USA blev det endvidere forbudt at vise billeder af bikinier i film og aviser. Selvom der ikke blev brugt så meget stof til en bikini, blev den ikke billigere. Som min kære far sagde for mange år siden, var det underligt, at jo mindre stof man brugte til badetøj, jo mere kostede det.

I en tid med ungdomsoprør og kvindernes frigørelse blev det helt almindeligt, at kvinderne badede topløse ved stranden. I 1970- og 1980-erne kom g-streng trusser til kvinder på markedet. Hvis vi betragter badedragter og bikinier i dag, er der et meget stort udvalg, og der synes ikke at være en bestemt mode for badetøj. Og for herrernes vedkommende er badetøjet også blevet mindre og består enten af en trusse eller boxer shorts.

Badning ved strandene i Danmark og i særdeles ved Marielyst er fortsat en af sommerens store fornøjelser. Badeanstalterne, som tidligere var i krise, er igen velbesøgte om sommeren. Vinterbadning har tilmed også grebet om sig, og af og til foretrækker de vinterbadende kvinder det kolde gys iført bikini og en varm hue på hovedet.

Mobirise Website Builder
Mobirise Website Builder
Mobirise Website Builder
Mobirise Website Builder
Mobirise Website Builder
Mobirise Website Builder
Mobirise Website Builder

© Copyright 2024 MarielystAvisen. All Rights Reserved.

HTML Website Creator